Omkring 1950 startede Jens K. Jacobsen, Ibs Huse, Gøglervognen. Den bestod af en flok mennesker, der – ligesom han selv – på amatørbasis havde lyst til at optræde med sang, musik, gøgl og sketches. I flere år kørte Gøglervognen rundt i en gammel bus på hele Sjælland og underholdt i forsamlingshuse og på kroer. I alt optrådte de 25 personer, som truppen bestod af, henved 1200 gange, og altid med stor succes. Nogle gik fra, andre kom til – i alt deltog mellem 50 og 100 aktører gennem årene i løjerne.
Præcis hvornår Gøglervognen blev opløst, vides ikke, men dens storhedstid var i 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne.